Vi vil dog i de fleste sammenhænge tænke mentaliserende og i et narrativt perspektiv. Den mentaliseringsbaseret tilgang, har netop til formål at hjælpe den enkelte med at fortolke deres egne og andres adfærd som meningsfuld.
Når man mentaliserer, har man sind på sinde; både ens eget sind og andres sind. Man ser bag om adfærden og overvejer, hvad der ligger bag en given adfærd. Mentalisering handler altså om at kunne forstå egne og andres mentale tilstande (følelser, tanker, behov mm).
Det indebærer, at man er i stand til at reflektere over hvilke tanker, følelser, mål og behov, der ligger til grund for en bestemt adfærd, ligesom det indbefatter det at kunne se sig selv udefra og have blik for, hvordan andre ser på én. Mange sårbare børn, unge og familier har meget ringe mentaliseringsevne, men det er en evne der kan udvikles.
Det narrative perspektiv indebærer en forståelse af, at livet får mening gennem fortællinger. Livet opfattes som multihistorielt. Der kan altid fortælles en anden historie. Styrken i det narrative perspektiv er, nysgerrigheden.